Dyr i pædagogisk praksis - Dennis

 Dyr i pædagogisk praksis opgave c og d - Dennis

Jeg har valgt kaniner, da det er noget som vi har herhjemme, og min praksis vil jeg bruge min plejedatter som eksempel. Det er en proces, vi har været igennem.

Hun er 11 år og har det svært med tilknytning og afkodning af andre menneskers forventninger, og er tildeling skadet. Dette skyldes blandt andet en far der har være emotionel ustabil og at hun har flyttet rigtig mange gange i hendes korte liv.

Hun fik tilbuddet om at hun måtte få en kanin ved hendes søster, som også er i pleje ved en anden familie, og min datter måtte også få en. Vi har brugt meget tid på at tale omkring hvad det er for et ansvar der er at have dyr. Jeg valgte at de kunne låne bogen Min første kanin på biblioteket, da den er godt illustreret med blandingen af billeder og letlæselig tekst.

Vi har lavet et kaninbur på terrassen, da der er læ for vejret her i vintermånederne, og planen er at de skal på græs til sommer. Buret er et færdig bygget som vi har fået ved en nabo og indhegningen er noget fra en hundegård som jeg havde stående, det er de to piger som har stået for opsætningen og indretningen af kaningården. Hø og halm har vi fået nogle venner af familien. Jeg har været til rådighed så de kunne spørge til råds. 

Grunden til at det blev kaniner er at der er en god mulighed for at de to piger kan få noget fælles tredje, og at de kunne finde hinanden gennem denne proces, min datter synes til tider at det er svært at vi har plejebørn. De har opdelt pligten imellem dem, at den ene kigger til dem om morgenen, om de har mad og vand og den anden om aftenen, og at de er fælles om at rengøre buret. 

De to tøser har virkelig fået meget ud af dette. Da de begge har oplevet, at de har nogle kompetencer som den anden kunne bruge. Min datter er god til at organisere og plejedatter ten er meget kreativ omkring indretning, Pleje datteren havde til start svært ved at sidde stille sammen med kaninerne, men gennem spejling kunne hun se at det var det der virkede for min datter. 

Min plejedatter bruger kaninen til at samtale omkring ting der er svære og taler i tredje person, da det gør det nemmere at eksternalisere problemstillinger for hende og så sidder jeg og lytter til samtalen, hvis jeg ikke forstår sammenhængen spørger jeg kaninen hvad den mener med dette. På den måde får hun ikke følelser i klemme, hvis hun fortæller om hendes barndom eller ting, der skal bearbejdes. 

Dette har en tydelig positiv effekt.

Jeg er bevidst om at opgaven var at skulle lave forsøg med hvad de bedst kan lide eller hvor meget de kan trække, men det giver ingen mening i min praksis, da jeg forsøger at skabe udvikling på de psykiske parameter i stedet.